Kurser og workshops
På baggrund af mange års erfaring med at arbejde tværfagligt med komplekse opgaver, holder jeg af at dele min viden med andre fagprofessionelle. Siden 2023 har jeg haft et samarbejde med kursusvirksomheden Docenten og psykolog, Susan Hart med henblik på undervisningsopgaver indenfor det neuroaffektive felt. Kort fortalt omhandler kurserne de byggesten, som skaber evnen til selvregulering, tryg tilknytning og mentalisering. Dette er følelsesmæssige kompetencer, som den professionelle skal arbejde med både i forhold til sig selv og klienten. Du kan læse mere om min undervisning i Den Neuroaffektive Analyse med certificering på Docentens hjemmeside.
Når jeg underviser, er jeg optaget af at omsætte teori til praksis. Implementering af ny faglig viden i organisationer sker via personalets levede erfaringer. Målgruppen for mine kursusaktiviteter er bred, men fælles for dem alle er, at de arbejder med børn, unge og voksne i udsatte positioner.
Jeg tilbyder undervisning indenfor følgende emner:
- Børn og unge med funktionsvariationer, herunder ADHD, autisme og mental retardering.
- Hjernen formes gennem erfaringer – fra udviklingstraumer til relationel tryghed.
- Tryg tilknytning avler god mentalisering.
- Leg og mødeøjeblikke er kilde til udvikling.
- Styr dig lige! Samregulering går forud for selvregulering.
- Den usårlige hjælper – om psykologisk tryghed i personalegrupper.
Supervision
Hvis du og/eller dine kollegaer ønsker at skabe rum for faglig refleksion over jeres praksis, så kan jeg facilitere dette igennem supervision, hvor der både er plads til sårbarhed og faglig stolthed. Jeg tilbyder monofaglig og individuel supervision samt gruppesupervision i tværfaglige personalegrupper, der arbejder med samme faglige opgave.
I den monofaglige og individuelle supervision er din fagpersonlige udvikling i fokus og jeg støtter dig i at anvende de metoder, som giver bedst mening for dig i dit arbejde.
I tværfaglig gruppesupervision har jeg fokus på at skabe samstemthed i indsatsen samt et kollegialt støttende arbejdsfællesskab, hvor følelsesmæssige belastninger anerkendes og håndteres i gruppen.
Jeg tilbyder supervision til
- Psykologer på vej mod autorisation
- Familieplejekonsulenter og plejeforældre til anbragte børn
- Fagprofessionelle, der arbejder med børn og unge i udsatte positioner.